Fjern aldrig filer fra "Karantæne" før der er gået 14 dage

Ja, i har hørt mig sige det så mange gange, men endnu engang har det vist sig at være meget vigtigt.

BullGuard fangede nogle vigtige systemfiler, som den lagde i karantæne, hvis det er det man har valg som første prioritet. Karantæne bør man altid vælge som første prioritet, og aldrig nogensinde slet.

For de der straks slettede filerne har nu fået store problemer. Det er synd for dem og jeg mener det oprigtigt, men intet er så skidt at det ikke er godt for noget og man lærer så måske at lade filerne ligge i karantæne i en periode. Kører computeren stadig godt efter 14 dage kan man slette dem fra karantæne.

Min kære nabo ringede til mig midt i bøffen og den gode rødvin, og jeg nåede lige at få sagt til ham at han skulle lade filerne ligge i karantæne. Jeg har så for en time siden være inde hos ham og overført filerne fra karantæne til deres oprindelige plads og vupti computeren kører som intet var hændt.

Hvad kan vi lære af det? Intet program er fejlfrit, og finder din sikkerhedspakke vira eller andet skidt så overfør det til karantæneområdet. Her ligger det indkapslet og kan ikke på nogen måde skade din computer. Efter 14 dage når puteren stadig kører fint så slet dem. Kører den ikke fint så send dem tilbage på deres rette plads.

Jeg føler da oprigtig for alle det har ramt. Det er bestemt ingen sjov situation.